Kunst udført til dette sted

Gido

Gitte Villesen
2013
Kunst i tv'et
"Tv-mediet har den store fordel, at det er muligt at nå ud til langt flere og meget mere forskellige mennesker, end det ville være tilfældet i en klassisk udstillingskontekst."

Få indblik i to gambianske fætres liv og stærke venskab i Gitte Villesens værk Gido.

Hvad sker der, når videokunst bliver vist i tv’et? Når kunstnere laver videoværker til tv’et og andre digitale medier? Og hvad sker der, når det brede publikum møder kunsten i hjemmet, eller når de er på farten; når kunsten kommer til dem og ikke omvendt? 

Det undersøger projektet tvKUNST gennem 20 videoværker skabt af 20 samfundsengagerede kunstnere. Ved at klikke på linket 'Video og lyd' på denne side kan du se Gitte Villesens bidrag – værket Gido.  

   

OM VÆRKET

Mød Amadou og Ali – to fætre, der som børn har har passet familiens køer. Ali bor stadig i landsbyen, hvor de er født, mens Amadou er musiker og bor ved havet. Gennem skildringer af de to fætres liv udfoldes en fortælling om et stærk venskab.

   

  

KUNSTNEREN OM VÆRKET

Læs med, når kunstner Gitte Villesen tager dig med bag værket og udfolder sine tanker om videoværket og dets relation til hendes andre værker.

 

Hvilke tanker ligger der bag dette værk? 

Værket består af to optagelser og kan kort beskrives således: Ali Joof og Amadou Sarr er fætre, og har som børn sammen passet familiens køer. Ali bor stadig i landsbyen, hvor de er født, og har nu sine egne køer, mens Amadou er musiker og bor ved havet med sin familie.

I den første optagelse følger vi Ali, mens han malker sine køer i det fri. I starten af optagelsen løber køerne væk, da de bliver bange for kameraet. Ali fanger grinende sine køer og malker dem, mens han med små, fine og stille bevægelser fortæller, hvor vi – gæsterne med kamera og mikrofon kan placere os, så køerne ikke bliver bange. Han gør sit bedste for at give os en fin optagelse, mens han får gjort sit arbejde. Det indebærer bl.a. at få bundet tyren, så den ikke stanger os. Det er Amadou, der har taget os med på besøg hos Ali. Han sidder i baggrunden på en træstamme og ser på. På et tidspunkt råber Ali til ham på fula: „Min ven fortæl dem, at de skal rykke lidt tilbage, indtil jeg er færdig med at malke koen." Ali bruger ordet „Gido" for „min ven". Det er et meget stærkt ord for et nært venskab mellem to mænd på fula. Betydningen er det modsatte af ordet „fjende" og bruges om et venskab, der løber over lang tid. Den venlighed, Ali viser os, sker pga. venskabet til Amadou.

I optagelse to spiller Amadou Sarr på sin m´blip, som er en fløjte bestående af et metalrør med to borede huller. Det var denne melodi, han spillede som barn for køerne, når de løb væk. Han brugte fløjten til at kalde dem til sig igen. Historien om venskabet mellem Ali og Amadou forplanter sig i historien om selve mødet og optagelsen. Jeg har valgt at klippe værket, så man ser og fornemmer, at Ali var bevidst om situationen og, på sin egen stille måde, havde en meget aktiv rolle i realiseringen af optagelsen.

Tv-mediet har den store fordel, at det er muligt at nå ud til langt flere og meget mere forskellige mennesker, end det ville være tilfældet i en klassisk udstillingskontekst. Til gengæld kan udstillingsrummet tilbyde et mere beskyttet og kontrolleret rum end fjernsyn: I udstillingsrummet er der større mulighed for at bestemme og iscenesætte de betingelser, værket ses under. Publikummet har taget et bevidst valg og har ofte en forhåndsinteresse for det, de kommer til at se. Disse faktorer kan betyde, at de mennesker der evt. optræder i et værk, er mere "udsatte" på TV. Desuden er seks minutter i forhold til min normale arbejdsmetode meget kort tid til at udvikle og fortælle en historie. Udfordringen med at forholde sig til fjernsynet og det korte format passede til gengæld godt med, at jeg havde lyst til at lave et værk, hvor attituder, nærvær og kropssprog bliver historiens bærende elementer, og derfor er Gido mindre interviewbaseret end mange af mine andre værker. 

  

Hvordan kan værket ses i forhold til dit øvrige arbejde? 

Gido er en del af mit øvrige arbejde. Samarbejdet med Amadou og hans familie har stået på siden 2008 og er langt fra færdigt. Som det er tilfældet med mange af mine værker, ligger der et længere bekendtskab og en længere tids "søgen" og research til grund for/bag værket – også selvom det endelige værk i nogle tilfælde består af relativt få optagelser. Invitationen til og udfordringen med at skabe et relativt kort værk til tv-mediet resulterede i, at det nye værk blev, som det er blevet. Tv-formatet er en ny og interessant udfordring.

Jeg har en række interesseområder, som bliver ved med at dukke op på forskellige måder i værkerne. Indimellem opstår der i optagelsen en umiddelbar, enkel mulighed for at bringe noget ind i et værk, som jeg måske i længere tid har forsøgt at inkorporere, uden at det er lykkes. Ofte oplever jeg i processen, at jeg presser mig selv til at forholde mig på en ny måde til indholdet og formen, og når værket er færdigt, opdager jeg, at jeg måske ikke har taget helt så stort et skridt, som jeg troede, mens jeg arbejdede. At der fra værk til værk kun tages små skridt i forskellige retninger. Da værket til tvKUNST var færdigt, stod det også klart, at min fascination af hvordan et menneske er med sin krop i det, han/hun fortager sig, i den kontekst vedkommende befinder sig i, er et emme, som også er til stede i tidligere værker og er en meget stor del af for eksempel A Silent Movie (2007). 

 

Hvilke materialer og/eller teknikker har du brugt?

Værket består af videooptagelser over to omgange: En optagelse fra 2008 og en optagelse fra 2012. Når filmen er blevet redigeret, er postproduktionen minimal. Vi er to personer til at optage både billede og lyd. Det er begrænset, hvad vi kan og vil bringe med af udstyr både af praktiske grunde, men også for ikke at forskrække mennesker og dyr mere end højst nødvendigt. Desuden er selve optagelsessituationen ret uforudsigelig. Under optagelserne er vi nødt til at "flyde med" og hele tiden kommunikere om, hvad der skal ske. Mit fine samarbejde med kameramand Jonas Mortensen er meget vigtigt for processen. Der er som regel kun få muligheder for at tage noget om, og når vi først er kommet hjem, er der kun de optagelser, der er.

Det har været vigtigt for mig at holde fortællingen enkel i selve redigeringen, således at det blev historien om Ali og Amadou og mødet med dem, som stod i fokus. Uden deres store generøsitet, gæstfrihed og samarbejde ville der ikke være nogen historie.

Title: Gido
Department: Kunst udført til dette sted
Object Number: SKFA-KKF110.2012-0028_12
Type: Video
Date: 2013

ACCESSIBILITY

Not available for loan
Can be visited
Read more about the program

LOCATION

PICTURES (5)

VIDEO & SOUND (1)

PART OF FOLLOWING THEMES (1)

Powered by eMuseum
Udskriv
Forstør tekst
Læs tekst højt