Kunst udført til dette sted

På kanten af Europa

Nikolaj Skyum Bendix Larsen
2013
Kunst i tv'et
"Jeg arbejder ofte med video i en stil, der tematisk lægger sig op ad dokumentarfilmgenren, men samtidig har en individuel måde at fortælle historier på"

Tag med på en sejltur ned af en af de travleste migrationsruter i og gennem Europa i værket På kanten af Europa af Nikolaj Skyum Bendix Larsen.  

Hvad sker der, når videokunst bliver vist i tv’et? Når kunstnere laver videoværker til tv’et og andre digitale medier? Og hvad sker der, når det brede publikum møder kunsten i hjemmet, eller når de er på farten; når kunsten kommer til dem og ikke omvendt? 

Det undersøger projektet tvKUNST gennem 20 videoværker skabt af 20 samfundsengagerede kunstnere. Ved at klikke på linket 'Video og lyd' på denne side kan du se Nikolaj Skyum Bendix Larsen bidrag – værket På kanten af Europas floder.  

   

OM VÆRKET

Værket stiller skarpt på en af de travleste migrationsruter ind i og gennem Europa. Tag med, når den tyrkiske lystfisker Harim fortæller om hvilke farer, der er ved at krydse en umiddelbart smal og harmløs flod. Om at stå i dilemmaet mellem medmenneskelighed og storpolitik.

   

   

KUNSTNEREN OM VÆRKET

Læs med, når kunstner Nikolaj Skyum Bendix Larsen tager dig med bag værket og udfolder sine tanker om videoværket og dets relation til hans andre værker.

 

Hvilke tanker/overvejelser ligger der bag dette værk? 

Jeg har de seneste år lavet videoværker, der forholder sig til illegale migranters tilværelse. Værkerne er skabt i forskellige knudepunkter langs en af de travleste migrationsruter ind i og gennem Europa. På kanten af Europa er skabt under et residency-ophold i Tyrkiet og er det første værk i denne serie, der foregår ved en af EU's ydre grænser.

På kanten af Europa er en kortfilm – et billeddigt, der zoomer ind på et meget lille, men centralt, punkt på illegale migranters rejse til Europa: Floden Meriç, som udgør en del af grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland. Den tyrkiske side af floden er overvåget af militær, og den græske side af floden er beskyttet af Frontex (European Union Agency for External Border Security). Trods den skarpe overvågning har over 40.000 illegale flygtninge hvert år de seneste år formået at krydse floden. Derved har de skabt sig adgang til Grækenland, hvorfra mange rejser videre op gennem Europa.

Filmen er optaget fra en båd, der er meget lavtliggende i vandoverfladen. Mens beskueren tages med på en rolig og flydende rejse på floden, hører man på lydsiden Harim – en tyrkisk lystfisker – fortælle om, hvilke farer der er forbundet med at krydse den umiddelbart smalle og harmløse flod. Som civil fritidsfisker er det ulovligt at hjælpe nødlidende migranter, og Harim er fortvivlet over at være handlingslammet. Han er ked af migranternes desperate situation, og at deres håb og forventning om et bedre liv i Europa alt for ofte ender fatalt.

Hvor nyhedsreportager om emnet ofte er så didaktiske, at de levner meget lidt til beskuerens følelser og forestillingsevne, giver På kanten af Europas rolige glidende optagelser, indlevende fortællerstemme, det melankolske lyddesign og den mennesketomme natur rum til at leve sig ind i de desperate og alt for ofte skæbnesvangre forsøg på at krydse Meriçfloden. 

I filmen er der ingen konkrete personer, man kan identificere sig med. Hovedpersonerne er floden, flygtningestrømmen og Harims dilemma mellem medmenneskelighed og storpolitik.

Filmen mytologiserer Meriç floden og gør den til en symbolsk barriere, man skal have mod, styrke og held til at overvinde for at få adgang til det Europa, som flygtningene håber vil give dem en tryg fremtid.

 

Hvordan kan værket ses i forhold til dit øvrige arbejde? 

De seneste år har mange af mine værker berørt emnet migration. Jeg arbejder ofte med video, i en stil der tematisk lægger sig op ad dokumentarfilmgenren, men samtidig har en individuel måde at fortælle historier på. På kanten af Europa passer ind i den samling af værker. Filmen er den første i denne serie, der foregår udenfor Europa – på den Tyrkiske side af Meriç, der udgør grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland. Hvor filmen adskiller sig fra mine øvrige værker er, at den fokuserer på floden som så mange migranter forsøger at krydse – frem for individuelle migranters historier. I filmen bliver vi delagtiggjort i en lokal lystfiskers følelser og tanker omkring migration. Filmen fokuserer på individer, der er druknet i floden og dermed aldrig formåede at komme til deres ønskede destination.

 

Hvilke materialer og/eller teknikker har du brugt?

Filmen består af HD video optagelser, optaget på location med et DSLR kamera på faste optikker. Location-lyd og interview er optaget på en separat lydoptager. Stemningen i billederne, der langsomt glider hen over vandoverfladen, er dyster og veksler mellem at være figurative representationer af floden, mens andre klip zoomer ind og bliver abstrakte.

For at understøtte filmens mørke og melankolske atmosfære har jeg har valgt at give musik og lyddesign en fremtrædende rolle. Som billederne og indholdet i Harims monolog er musikken på samme tid både smuk og trist.

Billede, musik, tale og tempoet filmen er klippet i, smelter sammen til et fælles udtryk: Harims holdninger og følelser omkring det faktum, at migranter alt for ofte mister livet på den flod, hvor han fisker, og at han er handlingslammet, idet det er mod loven at hjælpe migranter.

Filmen er beskåret i 2.40:1 bredformat, et format der oftest er forbundet med den mere episke ende af spillefilmsgenren, og et format som jeg føler passer godt til at portrætere natur og landskaber. Ved at bruge dette format får billederne og det samlede udtryk en tyngde, der passer til filmens tema.

Title: På kanten af Europa
Department: Kunst udført til dette sted
Object Number: SKFA-KKF110.2012-0028_10
Type: Video
Material: Video
Date: 2013

ACCESSIBILITY

Not available for loan
Can be visited
Read more about the program

LOCATION

PICTURES (4)

VIDEO & SOUND (1)

PART OF FOLLOWING THEMES (1)

Powered by eMuseum
Udskriv
Forstør tekst
Læs tekst højt