Kunst udført til dette sted

The Cosmonaut

Søren Thilo Funder
2013
Kunst i tv'et
"Det overtroiske ritual er én af værktøjerne i den rumrejsendes transformation fra borger til helt, fra én af os til et symbol for os"

Vær med, når Søren Thilo Funder i værket The Cosmonaut går bag kulisserne og udstiller ligegyldigheden i et livsnødvendigt ritual.

Hvad sker der, når videokunst bliver vist i tv’et? Når kunstnere laver videoværker til tv’et og andre digitale medier? Og hvad sker der, når det brede publikum møder kunsten i hjemmet, eller når de er på farten; når kunsten kommer til dem og ikke omvendt? 

Det undersøger projektet tvKUNST gennem 20 videoværker skabt af 20 samfundsengagerede kunstnere. Ved at klikke på linket 'Video og lyd' på denne side kan du se Søren Thilo Funders bidrag – værket The Cosmonaut.  

   

OM VÆRKET

Værket sætter spot på et ritual kosmonauter udfører inden de rejser ud på ekspeditioner i verdensrummet. Mød kosmonaut Yurii Gagarin, der er ophavsmanden til ritualet, og oplev, hvordan han – eller en genoplivning af ham i en alder, han aldrig oplevede – nu selv pligtopfyldende udfører transformationsritualet.  

   

  

KUNSTNEREN OM VÆRKET

Læs med, når kunstner Søren Thilo Funder tager dig med bag værket og udfolder sine tanker om videoværket og dets relation til hans andre værker.

 

Hvilke tanker ligger der bag dette værk?

I 1961 stoppede kosmonaut Yurii Gagarin bussen, der fragtede ham til raketplatformen Baikonur på en tom landingsbane et sted i Rusland. Han steg ud og gik ned langs bussen. Ved det bagerste venstre dæk stoppede han op, lynede sin kedeldragt ned og urinerede op af baghjulet. Lige siden har samtlige kosmonauter, på vej mod nye ekspeditioner i verdensrummet, følt sig forpligtet til at stoppe bussen, nøjagtig som Gagarin, og lade vandet op af det venstre bagdæk.

I The Cosmonaut (I don’t see any God up here), bliver kosmonauternes urineringsritual genskabt i en kort, nøje udført cinematisk gengivelse. Vi møder den nu aldrende Yurii Gagarin (i en tidsforskydning hvor han ikke er omkommet i en flyulykke i 1968) på bussen mod Baikonur. Igen stopper bussen et sted på landingsbanen, denne gang dog ikke på Gagarins opfordring, men som fastlagt stop for udfoldelsen af det nødvendige ritual. Gagarin udfører indvielsesritualet pligtopfyldende og tømmer blæren op af det venstre baghjul.

The Cosmonaut (I don’t see any God up here) omhandler den rituelle praksis inden for russisk rumrejse og drager, via en kort fiktionsbaseret på en historisk handling, paralleller til den rituelle praksis, der omgiver os i vores samtidige hverdag. Ritualet forsikrer om normaliteten i en ekstraordinær event, og omvendt ophæver det den normale handling. Når kosmonauten indgår i ritualet bliver hans særpræg til en identitet under fællesskabets, og dets reglers styre. At tømme blæren er en naturlig reaktion på spænding og frygt, samt en forberedende handling før en større præstation. I urineringsritualet gennemføres denne præstationsforberedelse som element i et nøje fastlagt system. Systemet er også dobbelt i dets egenskab som fastlagt tradition og organisk adfærdsmønster. Traditionen opstår ud fra en gentagelse af en umiddelbart øjeblikkelige gestus og kan derved udvikle sig ved gentagelser af nye uforudsete handlinger. Den arbitrere pause i rejsen fra Star City til raketplatformen danner rammen om et øjeblik, der udstiller ligegyldigheden i et livsnødvendigt ritual. Ritualet definerer vigtigheden i det foreliggende eventyr, og placerer dette eventyr som en uundværlig del af samfundets udvikling, lige meget hvor primitivt den egentlige handling er, samt hvor lidt den individuelle kosmonaut egentligt skal tisse.

Den russiske kosmonaut er også et politisk ikon, et symbol for Soviet-æraen og dens utopiske drømme. Selvom der måske heri ligger en stille kommentar til Danmarks Radios uafrystelige spøgelses-image, som et ræverødt socialistisk propaganda-apparat, er The Cosmonaut (I don’t see any God up here) hverken en kritik eller hyldest af socialistiske ideologier, men nærmere et værk om ideologier og utopier generelt, og den rolle de spiller i samfundets fælles hukommelse. Yurii Gagarin sagde aldrig: ”I don’t see any God up here”, da han begyndte sit kredsløb om jorden, men denne formodede udtalelse beviser hans funktion som politisk værktøj. Det almindelige (urineringen) og det rituelle (urineringsritualet) skaber et politisk og propagandistisk væsen, der tjener samfundets orden og magtbalance.

Den aldrende kosmonaut fragtes mod raketplatformen i et mindelandskab. Det er et blik tilbage i tiden oplevet af et subjekt fra samtiden. Kosmonautens ikoniske æra og de kosmonautiske utopier er en dateret fremtidsvision – en fortidig fremtid. Det er det kollektive minde, der omformuleres i The Cosmonaut (I don’t see any God up here). Yurii Gagarin er død – vores kosmonaut er en genoplivning af ham i et ansigt med en alder, Gagarin aldrig oplevede.

 

Hvordan kan værket ses i forhold til dit øvrige arbejde?

Som del af en større research og værkproduktion, med fokus på det moderne samfund og det enkelte individs transformation til samfundsborger, har rumrejsen haft en fast plads. Flere væsentlige problematikker i forhold til kollektivets rituelle karakter og det adfærdspsykologiske aspekt af sameksistens og isolation i det urbane samfund udspiller sig i en karikeret og mikro-kosmisk version i rumrejsen. Spørgsmål som inklusion versus eksklusion, isolation, kontrolleret og koordineret sameksistens, overtro og ritual, magtkampe og ikke mindst kollektivt håb, bliver i rumrejsen yderst synlige. Før rejsen ud i rummet begynder, må den rumrejsende gennemgå en række forberedelser, en social omskoling, der konstruerer et individ, der kan indgå i de ekstreme adfærdsmønstre, som isolation eller tvungen kollektiv i hermetisk lukkede miljøer kræver.

I denne transformation er det ikke kun den rumrejsende, der bliver forberedt til den kommende bedrift, men også samfundet, der tilvænnes den rumrejsendes særlige ophøjede status, således at en ofring af vedkommende ikke bliver en udlevering af ens egne. Det overtroiske ritual er én af værktøjerne i den rumrejsendes transformation fra borger til helt, fra én af os til et symbol for os. Når kosmonauten, som traditionen tilskriver det, stopper bussen på vej mod raket-platformen, stiger ud og urinerer op af det bagerste venstre hjul, er det et vigtigt rituelt stykke af en konstrueret persona. 

 

Hvilke materialer og/eller teknikker har du brugt?

The Cosmonaut (I don’t see any God up here) er et enkelt stykke film, hvor vægten er lagt på detaljen og det filmiske apparats minutiøse afdækning af den simple handling. Inspireret af russisk Cinema, forsøger værket at genopdage nogle af de klassiske cinematiske strategier – en udført anvendelse af mise en scène og ”blocking” i samspillet mellem skuespillere og kamera. Den digitale filmmaskine forsøger at simulere det klassiske maskineri i dets udstrakte panorama, russiske filmlinser der knækker lyset og en mekanisk klodsethed. Dermed søges et øjeblik, hvor beskueren bliver bevidst om kameraets identitet – ikke som en barriere mellem handling og modtager, fiktion og virkelighed, men som en portal, et udvidet blik, mellem disse to verdener. Det cinematiske apparat bliver en konstruktion, vi kan ruste os i og derved begive os ind i fiktionen, og ikke blot give os hen til den. Den simple scene hvor kosmonauten lader vandet op af et bagdæk, bliver til en konstruktion af planlagte bevægelsesmønstre.

Title: The Cosmonaut
Department: Kunst udført til dette sted
Object Number: SKFA-KKF110.2012-0028_7
Type: Video
Material: Video, 5,50 min.
Date: 2013

ACCESSIBILITY

Not available for loan
Can be visited
Read more about the program

LOCATION

PICTURES (1)

VIDEO & SOUND (1)

PART OF FOLLOWING THEMES (1)

Powered by eMuseum
Udskriv
Forstør tekst
Læs tekst højt