Kunst udført til dette sted

Fra blomst til blomst fra skjul til skjul

Sonja Lillebæk Christensen
2013
Kunst i tv'et
"Kort sagt er jeg i videoen interesseret i at diskutere,hvor svært det er at bryde et livsmønster."

I et forsøg på at skjule og undertrygge fortiden, indhenter, overmander og fortærrer den kvinden Rosa i Sonja Lillebæk Christensens værk Fra blomst til blomst fra skjul til skjul.

Hvad sker der, når videokunst bliver vist i tv’et? Når kunstnere laver videoværker til tv’et og andre digitale medier? Og hvad sker der, når det brede publikum møder kunsten i hjemmet, eller når de er på farten; når kunsten kommer til dem og ikke omvendt? 

Det undersøger projektet tvKUNST gennem 20 videoværker skabt af 20 samfundsengagerede kunstnere. Ved at klikke på linket 'Video og lyd' på denne side kan du se Sonja Lillebæl Christensens bidrag – værket Fra blomst til blomst fra skjul til skjul.

    

OM VÆRKET

Lyt med, når kvinden Rosa fortæller om, hvordan hun er flygtet fra forhold til forhold, hvordan hun søger at lægge sin egen og partners fortid bag sig. I et forsøg på at skjule og undertrygge den, opnå den perfekte tilværelse og fremvise det perfekte billede af sit liv, indhenter, overmander og fortærrer fortiden hende.

   

   

KUNSTNEREN OM VÆRKET

Læs med, når kunstner Sonja Lillebæk Christensen tager dig med bag værket og udfolder sine tanker om videoværket og dets relation til hendes andre værker.

 

Hvilke tanker ligger der bag dette værk?

Mine overvejelser og intentioner med videoværket Fra blomst til blomst fra skjul til skjul er at forsøge at blande en socialrealistisk fortælling med lyrik (musikstykket Lille sommerfugl) sammen med billeder fra et knap så virkeligt sted, nærmere et drømmeagtigt sted, som ikke bliver afsløret. 

Fortællingen, som er beskrevet i hverdagslige vendinger, udspiller sig inde i en persons, Rosas, hoved, og der fortælles udelukkende ud fra hendes synsvinkel. Løbende i fortællingen opstår en tvivl om, hvorvidt hendes tanker og handlinger er foretaget med ”gode” intentioner. Altså kommer beskueren i tvivl om, hvor og hvem man skal sympatisere med. Stemningen er mere eller mindre urovækkende  – dog uden store, dramatiske udsving og højdepunkter. Kort sagt er jeg i videoen interesseret i at diskutere,hvor svært det er at bryde et livsmønster.

 

Hvordan kan værket ses i forhold til dit øvrige arbejde?

I forhold til mine øvrige arbejder ser jeg et fælles omdrejningspunkt. Den måde jeg diskuterer de sociale problematikker på er hverken politisk korrekt eller moraliserende. Jeg proklamerer heller ikke at ville ’løse’ politiske konflikter. Mine værker er ikke erklæret ”politisk kunst”. Den politiske dimension af værkerne kommer snarere til udtryk på mere indirekte vis gennem portrætter af personer og miljøer, der sætter spørgsmålstegn ved den normativitet, konsensus og normalitet, der kendetegner nutidig, politisk diskurs – især den, der angår forholdet mellem den kulturelle over- og middelklasse, og alt det, der ikke lige stemmer overens med deres værdisæt.

 

Hvilke materialer og/eller teknikker har du brugt?

I værket benytter jeg mig af egne videooptagelser, optaget over en periode på et par år, en selvskrevet fortælling, lyd, oplæsning og voice-over. Den underlægningsmusik, jeg har brugt i videoen, har jeg fået komponeret af Michael Mørkholt. Han har taget udgangspunkt i Bjørn Tidmands evergreen Lille sommerfugl.

Title: Fra blomst til blomst fra skjul til skjul
Department: Kunst udført til dette sted
Object Number: SKFA-KKF110.2012-0028_4
Type: Video
Material: Video, 5,57 min.
Date: 2013

ACCESSIBILITY

Not available for loan
Can be visited
Read more about the program

LOCATION

PICTURES (1)

VIDEO & SOUND (1)

PART OF FOLLOWING THEMES (1)

Powered by eMuseum
Udskriv
Forstør tekst
Læs tekst højt