Altertavlemaleriet er overordnet set og i metaforisk forstand tænkt som et opstandelsesbillede. Billedet forestiller et rum, bygget op af både massive og transparente plader. En transparens som går igen i form af fem døre. I venstre side er der gennem tre døre, forbindelse til et lysfyldt siderum. Fra dette rum strømmer lyset ind i centralrummet og danner lysfigurer på væggen til højre; som porte af lys.
På endevæggen er der placeret to døre, som danner forbindelse til et udenfor. Der anes et organisk stof, der i princippet kan referere til forestillingen om paradis, mens det uudgrundelige mørke, samtidigt kan vække associationer til billedet af den tomme grav. Opstandelsestemaet er primært skildret ved Jesus fravær og konkretiseret som det lys, der gennemtrænger og overvinder mørket.Det transparente glas der både optræder på gulvet og som opstillede plader i rummet, repræsenterer en form for trancendent skønhed – og samtidigt en påmindelse om altings skrøbelighed. Det er tænkt som et OVERGANGSRUM/PASSAGERUM i eksistentiel forstand; Mellemrum mellem fødsel og død, mellem forskellige livssituationer, tilstande og aldre. Stadier mellem krop og ånd. Mellem det personlige og fællesskabet. Maleriet adskiller sig ikke afgørende fra tidligere arbejder, der indholdsmæssigt oftest bevæger sig i et eksistentielt/ontologisk/fænomenologisk felt. Dog er der, som det fremgår, lagt særlig vægt på det teologiske potentiale.
Den eksisterende ramme bestående af mørke træsorter, fungerer her som et slags hus eller tag bygget op efter klassiske/geometriske principper. Det nye alterbillede vil kunne ses som et rum i dette hus. Rammen og huset som en beskyttelse af rummet. De transparente flader refererer til de høje vinduer på begge sider af altertavlen og får på den måde knyttet en forbindelse - også farvemæssigt til kirkens rum. De to åbninger for enden af billedet, er på én gang den tomme grav, det organiske ‘derude’, der i fordoblingen/spejlingen danner en vertikal form, der refererer til såvel søjlerne, som til væggens friser af liljer. Korset i midten ligger i samme akse som korset i rammens tag. I billedet optræder det centralt, men diskret - som gennemlyst.
Title: | Overgang-Passage-Opstandelse |
Department: | Kunst udført til dette sted |
Object Number: | SKFA-SKBL30.2014-0047 |
Type: | Maleri |
Material: | Olie på hørlærred |
Dimensions: | 188 × 148,5 cm |
Date: | 2016 |