INDKØBT TIL UDLÅN

Forårsoffensiv i Danmark

Jørgen Michaelsen
2016
Kunst i tv'et

Se med, når Jørgen Michaelsen i værket Forårsoffensiv i Danmark dykker ned i DR's mediearkiv og kreerer en kollage, hvor han undersøger, hvad Danmarkshistorisk erinding er.

Hvad sker der, når videokunst bliver vist i tv’et? Når kunstnere laver videoværker til tv’et og andre digitale medier? Og hvad sker der, når det brede publikum møder kunsten i hjemmet, eller når de er på farten; når kunsten kommer til dem og ikke omvendt? 

Det undersøger projektet tvKUNST gennem 14 videoværker skabt af 14 samfundsengagerede kunstnere. Ved at klikke på linket 'Video og lyd' ude til højre på siden kan du se Jørgen Michaelsen – værket Forårsoffensiv i Danmark.  

    

OM VÆRKET

”Skatteopkrævningens æstetik udrydder intrigen”. ”Hygiejnepanikken omkring de udstoppede børn er stærkt overdrevet.” Brudstykker af tekster væver sig ind i en collage af klip fra DR’s mediearkiv. I et genkendeligt og samtidig aparte dokumentarformat spørger kunstneren: ”Hvad er Danmarkshistorisk erindring?” 

 

  

KUNSTNEREN OM VÆRKET

Læs med, når kunstner Jørgen Michaelsen tager dig med bag værket og udfolder sine tanker om videoværket og dets relation til hans andre værker.

 

Hvilke tanker ligger der bag dit værk?

Hvad er nationalhistorisk erindring (hvilket i vores tilfælde vil sige danmarkshistorisk erindring), og hvordan fungerer den? På den ene side har vi den optegnede historie, dvs. den historie, som de professionelle historikere har til opgave at beskrive. På den anden side har vi det, man kunne kalde mnemohistorie, altså de ikke altid fuldt artikulerede virkninger i den kollektive bevidsthed, som de ‘alment huskede’ historiske begivenheder afstedkommer. Disse virkninger kan have form af traumer, hvilket ofte medfører, at erindringerne fortrænges, tabuiseres eller ‘omdigtes’. I danmarkshistorisk sammenhæng er det oplagt at pege på begivenheder som nederlaget i 1864 samt Tysklands besættelse af landet 1940-45 med det efterfølgende retsopgør som særlig traumatiske og dermed mnemohistorisk tvetydige eller ambivalente.

Hvis den optegnede, officielle historie funktionelt set manifesterer en objektiv bestræbelse på at strukturere grundlaget for den nationale erindring, da kan det mnemohistoriske element i al dets uformelighed opfattes som en slags affekternes kloak: et permanent medium for nationens latente delirium. Enhver strategisk begavet politiker vil være vidende om nødvendigheden af at kunne mobilisere i hvert fald visse dele af dette ‘urene’ element, der udgør de kollektive affekters negation af den politiske magts rationelle kalkulationer. For at kunne skaffe sig legitimitet og derved gavne magtens konsolidering og ekspansion må politikeren være i stand til at appellere til strategisk udvalgte dele af det kollektive legemes irrationalitet og samtidig kunne virke dæmpende på mere uhensigtsmæssige affektzoner.  

Otto von Bismarcks definition af politik som det muliges kunst kan være i udmærket overensstemmelse med overvejelser som disse. Dog kunne man rejse følgende helt generelle spørgsmål: Hvori ligger ‘det mulige’, og hvordan fører ‘det kunstneriske’ i retning af dette? Ligger kunsten i evnen til at skaffe strategisk overblik, altså i en bevidst strategisk distance? Eller udgøres det kunstneriske snarere af en slags taktisk sans eller intuition, som udfolder sig gennem de fortsatte valg, der opstår spontant og uforudsigeligt gennem selve engagementet (Carl von Clausewitz, den preussiske militærteoretiker, taler om ‘friktion’ og ‘krigens tåge’)?

I dag synes den politiske scene netop at være præget af de omfattende problemer, der opstår, når nutidens ‘post-heroiske’ mentalitet gør ‘det skarpe valg’ uvedgåeligt. (Det er den amerikanske politolog og militærstrategiker Edward Luttwak, der indfører begrebet om det post-heroiske i forbindelse med beskrivelsen af nutidens krig, der ikke tåler tab, og hvor ‘klassisk’ (maskulin) heroisme derfor ikke længere er relevant). Det muliges kunst reduceres da til manipulation af pragmatiske detaljer, og sideløbende tenderer den politisk-ideologiske kritik mod at ophæve sig selv i neobureaukratisk selvudlægning og overvejende vækst inden for det kvantitative.

Vi kan altså konstatere, at magten ikke forsvinder. Derimod synes det at blive en fortsat mere sammensat opgave at fremstille magtens forviklinger — ikke mindst inden for kunsten, hvor det ‘indbyggede kritisable’ virker som en senmoderne impuls, der i høj grad lever af det uoverskuelige ved fortsat at skulle forholde sig til institutionaliseringen af den gensidige kortslutning mellem kunst og mulighed (‘virkelighed‘). Her kan man sige, at det i dag er blevet kunstens kroniske syndrom hverken at kunne være fuldt sammenfaldende med strategisk pragmatik eller med bureaukratisk distribution. Under alle omstændigheder vil denne sammensathed i kunsten ikke på nogen oplagt meningsfuld måde kunne gøres gældende i forhold til de herskende former for demokratisk fastholdelse og tilsvarende forestillinger om kvalitet. Kunsten kan dog vælge simpelthen at stille sig strategisk bekræftende i forhold til dette vilkår. Her har vi sikkert at gøre med et særligt moment ved det post-heroiske, der udgår af oplevelsen af kunsten som en umiddelbart opløftende form eller matrice for sublimering. Dette ville i al fald kunne forklare meget ved politikkens og økonomiens diffuse (men som regel ikke reelt anfægtede) interesse for kunstens ‘kreative potentiale’, der sikkert på ganske ægte vis opfattes som en produktiv faktor i samtidens bestræbelse på at identificere ‘det værdifulde’ som genstand for social realisering.      

På baggrund af refleksioner som disse kan man opfatte min film Forårsoffensiv i Danmark som en slags strukturelt eksperiment i feltet mellem en antagelse om offentlig legitimitet og en antagelse om kunstnerisk idiosynkrasi. Filmens bærende spørgsmål kunne være: Hvem kan og bør påtage sig at fremsætte gyldige udsagn om den kollektive historiske erindring? På hvilken måde lader dette sig gøre i dag? Hvordan forholder kunstneriske gyldighedskriterier sig til andre gyldighedskriterier i nutidens virkelighed, der ud over det post-heroiske også er blevet betegnet som ‘post-faktuel’? I sin udformning trækker filmen på den klassiske dokumentargenres konservative æstetik, idet den på relativt simpel måde er opbygget som en sekvens af udvalgte danmarkshistoriske klip fra DR’s mediearkiv. Fire kendte speakerstemmer, to af hvert køn, oplæser/fortolker en tekst, der er inddelt i otte kapitler. Under stadig påvirkning af hinanden udlægger tekst og billede et collage-agtigt rum af objektivt-subjektive resonanser på kryds og tværs af historiske årtier og geografiske lokaliteter i Danmark. Seeren ankommer til historien via drone over København.

 

Hvordan kan værket ses i forhold til dit øvrige arbejde?

Forårsoffensiv i Danmark lægger sig i forlængelse af min mangeårige beskæftigelse med tematikker som dem, der er beskrevet her. Af beslægtede filmarbejder kan nævnes: Enhedsgrå nr. 1-3 (1993), Aqua (1993), Art for War (1994), Komposition med konjunkturer (2004), Svensksviten — en rymdvideo (2004), Sociale apparater (2006), Vejen frem (2012), Udnævnt af hæren til kunstner (2012), Robespierre (2012), Hr. Rolds hemmelige dialektik (2012), Rommel og skyen (2012), Uddrag af Ramses (2012), The Triumph of Quality (2012) og DWC (2014). Af beslægtede installationsværker kan nævnes: Hygrofagtribunal m. brochurer (1994), Monofon: til samtidig fremstilling af det statslige og det nationale (1995), Visitator Peder Palladius Permanent Parabasis (1996), Reformation Monad (1996), Gynocraft; Jul. Bomholt (1997), MESO. Songs of Mutual Resistance & Fortification (2002), ENDO. A Natural Selection (2004), Contribution (2005) og Yummy Rooms for Robespierre (2012). Desuden kan jeg henvise til følgende af mine publikationer: AUTO. Selected Writings/Udvalgte skrifter 1993-2005 (2006), Pourquoi o mal?/Pourquoi Malady? (2011), Beyond Exception (2012) og Republikator (2014). 

 

Hvilke materialer og/eller teknikker har du brugt?

Jeg har nydt det privilegium at få adgang til DR’s mediearkiv, hvor jeg har udvalgt filmens billedmateriale. Dernæst er dette materiale klippet sammen på basis af en vis systematik. Det skal påpeges, at denne systematik blot har været et arbejdsredskab uden nogen afgørende betydning i forhold til oplevelsen af filmen.

Title: Forårsoffensiv i Danmark
Department: Deponeret kunst
Object Number: SKF-2016-tvkunst-6
Type: Video
Date: 2016

ACCESSIBILITY

Not available for loan
Can be visited
Read more about the program

LOCATION

PICTURES (2)

VIDEO & SOUND (1)

PART OF FOLLOWING THEMES (2)

Powered by eMuseum
Udskriv
Forstør tekst
Læs tekst højt