INDKØBT TIL UDLÅN
Kunst i tv'et
"Allons-y tager emner op, der i kunstverdenen ofte er omgærdet af skarpsleben diskurs, men Allons-y glemmer sin (ud)dannelse og placerer sig et vankelmodigt sted mellem formidling og tvivl som vidensform"

Vær med, når kunstner Hannah Heilmann inviterer indenfor til et ganske anderledes talkshow om seksualitet i værket Allons-y.  

Hvad sker der, når videokunst bliver vist i tv’et? Når kunstnere laver videoværker til tv’et og andre digitale medier? Og hvad sker der, når det brede publikum møder kunsten i hjemmet, eller når de er på farten; når kunsten kommer til dem og ikke omvendt? 

Det undersøger projektet tvKUNST gennem 14 videoværker skabt af 14 samfundsengagerede kunstnere. Ved at klikke på linket 'Video og lyd' ude til højre på siden kan du se Hannah Heilmanns bidrag – værket Allons-y.  

   

OM VÆRKET

”Hvad hvis reproduktion er en helt vildt beskidt præmis for at have sex? Er du hele tiden 38 ½ år gammel og i gang med at få et barn med systemet? Hvad hvis vi er en naturkatastrofe?” Kunstneren stiller mange ubekvemme spørgsmål i et anderledes talkshow om seksualitet.

 

KUNSTNEREN OM VÆRKET

Læs med, når kunstner Hannah Heilmann tager dig med bag værket og udfolder sine tanker om videoværket og dets relation til hendes andre værker. 

 

Hvilke tanker ligger der bag dit værk?

Allons-y betyder ’lad os gå’, ’lad os komme af sted’ eller ’lad os gå derhen’ på fransk. Værket fremtræder som rudimenterne af et talkshow med gæster, der interviewes, et husorkester, publikum og antydningen af faste ritualer, men uden tv’ets showmanship. Det egentlige centrum er en både svævende og alvorlig samtale om seksualitet. En måske pre-apokalyptisk, måske post-reproduktiv seksualitet. Jacob Lillemose tager imod på det plastikindpakkede udstillingssted X and Beyond, og publikum bidrager med deres hormonelle tilstedeværelse i form af deres tis i en fontæne.

Orkesterlederen og hendes husorkester, forfatter Pernille Abd-el Dayem og komponist Bjarke Valentin, intervenerer med tekstbearbejdelser og musik. tv-showets tvivlende vært, mig selv, interviewer i krydsklip kønsforsker Lea Skewes og gynækologisk overlæge Anette Tønnes Pedersen om performede naturvidenskabelige køn, biologiske mulighedsrum og østrogener i plastikverdenshavene.

Allons-y tager emner op, der i kunstverdenen ofte er omgærdet af skarpsleben diskurs, men Allons-y glemmer sin (ud)dannelse og placerer sig et vankelmodigt sted mellem formidling og tvivl, som vidensform. Værket kredser ubekvemt om forplantningens vitale/fatale betydning for (hetero?)-sex, men spørger samtidig håbefuldt til, om hetero-kroppen qua hormonforurening og skilsmisse-familier ikke efterhånden er queer-vasket og passende kan ryste posen med forestillinger om sig selv.

 

Hvordan kan værket ses i forhold til dit øvrige arbejde?

Allons-y lægger sig i kølvandet på en serie værker, jeg har lavet om sex-kroppe i kapitalismens tekno-sociale virkeligheder: Sans Souci (2014), der handlede om fantasy-porno som heteronormativt mareridt, og Estrous.Life (2015), der handlede om p-piller som disciplineringsredskab. Allons-y taler indhold frem, som var stumt i disse forudgående projekter, hvor jeg har fundet mig selv i en udkant af queer-teorien. Med et behov for at forstå helt forfra hvordan man kan være en krop og et Subjekt i en verden, hvor både mainstreamen, de marginaliseredes diskurs og videnskaben virker normerende på min eksistens.

I Allons-y gør jeg opmærksom på mine anelser og mit vemod ved at tage begge dele og gå direkte ind i væggen. Kan det lade sig gøre at lade værkernes udsigelsesposition nedsmelte og samtidig beholde en bevidsthed om mine privilegier som kunstner i dag, hvid, den rigtige eller forkerte slags kvinde, alle de måder jeg er anvendelig på? I mine værker indtager jeg tit ikke nogen særligt skarpsleben position, snarere en tåget, og i Allons-y er jeg endda for bange til at sige de ting, jeg gerne vil sige. Som tv-program er udsendelsen træg, og som kunstværk kæmper Allons-y med sine rester af troskab mod showformen. Sådan må det netop være. 

 

Hvilke materialer og/eller teknikker har du brugt?

Alt her, både tv-formen og diskursen, som den er brugt, og måske lige så vigtigt ikke brugt, er materialer. Fotografernes akavede framinger er et materiale. Live-situationen med publikum er et materiale, plastikscenografien og tisset er et materiale og X and Beyond som sted er et materiale. Klipningen og Kasper Vangs smukke tema-musik er et materiale. Teknikken er tvivl og tågetro, men også de mange samarbejder og samtaler der skulle til, de er værkets lys.

Allons-y er lavet ’live on tape’ over to aftenener. Først med besøg af kønsforsker og Ph.d Lea Skewes fra Århus Universitet og så Anette Tønnes Pedersen, Ph.d. og overlæge på gynækologisk afdeling på Rigshospitalet i København. Deres faglige positioner og store integritet var nødvendig for, at jeg kunne stille åbne spørgsmål og sidenhen klippe det hele i 1000 stykker. Publikums kroppe og ansigter spiller også en altafgørende rolle – uanset om dét, der tales om, er velkendt stof for seeren eller ej, vil man opleve det sagte gennem alle de tilstedeværendes ansigter. 

Jeg vil gerne fremhæve, at Sigrun Gudbrandsdottir, Honza Hoeck, Matthew-Robin Nye, Magnus Kaslov og Jacob Lillemose og hans udstillingssted/forskningsprojekt X and Beyond alle har informeret projektet, og der er mangefold flere samtaler, som burde krediteres, men I ved, hvem I er.

Men først og fremmest har mine løbende samtaler over de sidste 2 år med forfatteren Pernille Abd-el Dayem spillet en uvurderlig rolle. I showet figurerer både nyforfattet tekst af Abd-el Dayem og et omkrevet digt af Edith Södergran (1892-1923), der oplæses af publikum. Slutteligt har hun og komponisten Bjarke Valentin fortolket teksten fra Schubert-lieden Ständchen, som jeg selv på et tidspunkt synger. Dette tekstmæssige arbejde forankrer Allons-y historisk og poetisk, og i kameraets øje kommer Pernille og Bjarke til at performe muligheden for at komme ud igen på den anden side.

Title: Allons-y
Department: Deponeret kunst
Object Number: SKF-2016-tvkunst-5
Type: Video
Date: 2016

Danish Institutions with public access in Denmark and abroad, can apply for a loan of artworks through the Danish Arts Foundation. The artworks are created by some of the best artists in Denmark. The artworks are bought for public areas where many people pass through on a daily basis. These areas include schools, hospitals and other public institutions and buildings.

As a principle, the artworks are lended out in a period of maximum ten years.

Read more about lending out of artworks.

ACCESSIBILITY

Available for loan
Can be visited
Read more about the program

LOCATION

PICTURES (5)

VIDEO & SOUND (1)

PART OF FOLLOWING THEMES (2)

Powered by eMuseum
Udskriv
Forstør tekst
Læs tekst højt