Skitseforslag
Skitseforslag
Skitseforslag
Skitser

Skitseforslag til Sletten Skole

Lisbeth Eugenie Christensen
2017
Kunstneren om værket
"en skoles fornemste opgave må være at understøtte barnets lyst og nysgerrighed efter ny viden"

Lokalt ønske om kunst

Sletten skole har en forventning om, at den kommende kunstopgave viser et enkelt og prægnant kunstnerisk greb, som skaber sammenhængskraft imellem de tre skoleafdelinger. Et kunstnerisk greb som er identitetsskabende for både elever, skolens personale, forældre, lokale foreninger og byens borgere. Tre gavlmalerier som via visuel historiefortælling skaber et stærkt tilhørsforhold og tilstedeværelse for den enkelte - barn som voksen!

Skolebestyrelsen har fokus på at tiltrække nye bosættere til området, da det er en landkommune med udfordringer, men med kun 15 minutters transport fra Odense.

Sletten Skole består af tre skoleafdelinger:

- Afdeling Skovløkken 0. - 6. klasse

- Afdeling Otterup 0. - 9. klasse, samt specialpædagogiske tilbud og modtagerklasser

- Afdeling Nordvest 0. - 6. klasse

Kunstneren fortæller om skitseforslaget til de tre steder

SKOVEN / Udgangspunktet for gavlmaleriet til Skovløkken er den danske skov.

I kompositionen har jeg udnyttet skovens oplagte mulighed for perspektiv, dvs. at gentage og formindske en genstand - her træstammen og bladet, så man får indtryk af rumlighed og dybde, trods gavlens plane flade. Skovløkkens bygninger er muret i en gylden teglsten. Jeg har valgt at afpasse gavlmaleriets farver med dette og arbejder i en grøn kolorit.

Gavlmaleriet indeholder også en parabol/klokke-lignende genstand. Her har H.C. Andersens eventyr “Klokken” været en inspirationskilde. Klokken er et eventyr, der handler om et lille samfund, som gentagende gange hører lyden af en smuk klokkeklang inde fra skoven. Eventyrets handling drejer sig om samfundets ønske og længsel efter at finde klokken og den rejse de forskellige personer oplever, når de træder ind i skoven. Om man rent visuelt forstår genstanden som en parabol eller en klokke, handler for mig om det samme. At en skoles fornemste opgave må være at understøtte barnets lyst og nysgerrighed efter ny viden. En form for intellektuel rejse.

BYEN / Vægmaleriet til Sletten Skoles største afdeling i Otterup har overskriften Byen.

Gavlen ligger med udsyn til en stor skolegård, som er under udbygning. Selve skolen ligger midt i byen og har alle læringstilbud fra førskole til 9. klasse.

Kompositionen er lavet som en form for vejkort, som forgrener sig ud over væggen, og hvis centrum befinder sig nederst i venstre hjørne. Fordelt ud over dette vejkort er symbolske elementer, som hver især skildrer de mange læringstilbud, som en skole tilbyder. Vejkortet kan i denne sammenhæng også opfattes, som den brede vifte af veje man kan vælge, når man er under uddannelse.

Afdeling Otterups bygninger er muret i samme gylden teglsten som Skovløkken. Jeg afpasser gavlmaleriets farver med dette og arbejder i en gul kolorit. Komposition og farvevalg er inspireret af grafiker og maler, professor Dan Sterup-Hansen (1918-1995.)

STRANDEN / Gavlmaleriet til Nordvest ligger med frit udsyn til et stort stadion, her er frisk luft og plads til udfoldelse. Jeg inddrager derfor symbolske elementer, som kan fortælle noget om krop, rytme og bevægelse, som et stadion ofte er genstand for.

Geografisk set ligger de 3 skoler med ret kort afstand til stranden. Stranden som for mig at se indeholder alle 3 førnævnte ord; krop, rytme og bevægelse - naturligvis pga. de mange forskellige kropslige aktiviteter, som stranden indbyder til, men også bølgens rytme og bevægelighed. Solens stråler og varme.

Det er kun på den nederste halvdel af gavlen, hvor det er muligt at udføre et gavlmaleri. Derfor har jeg valgt at samle gavlen til ét.

Dvs. at jeg har taget udgangspunkt i den nuance, som øverste halvdel har, og gentaget den i baggrundsfarven i nederste halvdel, dog med en nuanceforskydning. Her har jeg arbejdet med fornemmelsen af uendelighed, som når man står på stranden og kigger ud over havet. De to halvcirkler er solopgang og solnedgang. Blæsten er gengivet i de orange bændler og fugle i flok.

Nordvests bygninger er muret i en rød teglsten. Jeg vil afpasse gavlmaleriets farver med dette og arbejde i en grå kolorit.

- Lisbeth Eugenie Christensen

Titel: Skitseforslag til Sletten Skole
Ordning: Skitser
SKF/SKFA/SKFK-nummer: SKFS-SKBL30.2017-0042
Type: Integreret kunst
Materialer: Vægmaleri
Produktionsår: 2017

TILGÆNGELIGHED

Kan ikke lånes
Kan ikke besøges
læs mere om ordningen

GEOGRAFISK PLACERING

billeder (3)

Skitseforslag
Skitseforslag
Skitseforslag

DOKUMENTER (1)

EN DEL AF FØLGENDE TEMAER (1)

Powered by eMuseum
Udskriv
Forstør tekst
Læs tekst højt