Ingen vidste, hvornår det ville ske #1

Malene Kastalje
2015

Malene Kastalje om værket

Hvilke tanker/overvejelser ligger der bag dette værk?

Jeg lagrer stemninger, de trænger ind i mig og ætser sig fast. De bliver en del af mig. Mit lager går langt tilbage i tid, der kommer hele tiden nye til. Efterhånden har der dannet sig et mønster i, hvad det er jeg samler på. Det spreder sig, men der er et net af røde tråde, der binder det hele sammen. Noget af det handler om den sårbarhed, som ligger implicit i vores liv, om det ustabile som drivkraft, om at være tiltrukket af det frastødende, om at finde det fremmede i sig selv og om befrielsen i opløsningen. Jeg vil helst, at smykkerne fortæller det hele. Men med ord finder jeg også billeder, der kan fortælle lidt om de stemninger jeg søger at udtrykke. Teksten her har jeg skrevet til dette smykke, som er en del af en serien ”Der var ingen der vidste, hvornår det ville ske”: ...Disen trængte ind gennem alle sprækker og lagde sig i små bunker på min krop. Det unkontrollable angreb dagen før, fik huset til at afgive små rystelser. Det var som om alt var blevet så skrøbeligt, at pustede man ville det smuldre. Følelsen fik en blanding af smukt og frastødende til at slå rødder i gulvet...

Hvordan kan værket ses i forhold til dit øvrige arbejde?

Jeg arbejder ud fra en grundlæggende kerne, som baserer sig på stemninger, fornemmelser og følelsesmæssige oplevelser. Alle værker er bærbare skulpturelle objekter, der bygger ovenpå hinanden i en lang tråd. Hvert enkelt værk giver en bid af sig selv til det næste, og de vil derfor altid være forbundne.

Hvilke materialer og/eller teknikker har du brugt?

Fingerringen er udført i silikone og forskellige andre materialer. Den er blevet til i en eksperimenterende proces, hvor materialer og nye teknikker udvikles. Jeg plukker gevækster fra forladte hjørner, koger og opløser, lægger nye dele til, samler og tørrer. Fejl sniger sig ind, og lægger sig som små lommer af virkelighed. Materialevalget gør, at smykket sætter sig på fingeren og bliver en del af kroppen.

Titel: Ingen vidste, hvornår det ville ske #1
Ordning: Smykker
SKF/SKFA/SKFK-nummer: SKFK-2015-001
Type: Fingerring
Materialer: Silikone og andre materialer
Dimensioner: 6 × 6,5 × 5,5 cm
Produktionsår: 2015

GEOGRAFISK PLACERING

billeder (1)

Powered by eMuseum
Udskriv
Forstør tekst
Læs tekst højt