Helen Clara Hemsley fortæller om Found on the Floor:
Den gamle hippie-lærer og de bling-fikserede teenagere, som ikke helt kan forstå, hvorfor jeg har lavet et smykke, som bruges til at holde nåle.

Hvilke tanker/overvejelser ligger der bag dette værk?

Jeg underviser på smykke & tekstil-linjen på en produktionsskole. Mine elever er vilde med at knytte armbånd. De knytter og knytter, og klipper snor, men de glemmer ofte at deres lærer er besat af bæredygtighed, og derfor gerne ser, at resterne også bliver brugt til noget. 

Hver dag samler jeg resterne op. Vi har netop været i gang med et kæmpe sy-projekt, og pludselig var det ikke kun rester af snor som lå på gulvet. En masse synåle glimtede nu også på gulvet. Min genbrugsmani kunne ikke modstå det.  Derfor kom inspirationen til at lave et smykke ud af resterne. Det var oplagt at lave en nålepude! Jeg har altid elsket gammeldags nålepuder, og min broderings-teknik passer perfekt til det. Så jeg begyndte med at brodere. Jeg var begrænset i farvevalg, og mængde af snor. Det havde også betydning for hvordan jeg konstruerede de to dele, som udgjorde den færdige pude. Jeg besluttede mig for at lave en ring i stedet for et armbånd, da jeg kan lide denne her ”bling bling” effekt som ring. Bling bling kombineret med et mere gammeldages udtryk passer rigtig godt til den balance som vi kører i værkstedet på produktionsskolen. Den gamle hippie-lærer og de bling-fikserede teenagere, som ikke helt kan forstå, hvorfor jeg har lavet et smykke, som bruges til at holde nåle. Men jeg må indrømme at jeg nu, efter jeg startede med at lave smykket, finder mindre snor på gulvet.

Hvordan kan værket ses i forhold til dit øvrige arbejde?

Found on the floor passer perfekt med mit øvrige arbejde i forhold til materialerne, teknik, koncept og æstetik. Jeg arbejder meget med historiefortælling og bæredygtighed og laver ofte smykker ud af genbrugsmaterialer eller ready-mades. Jeg bruger næsten udelukkende denne broderiteknik (som jeg udviklede mens jeg tog afgang). Men faktisk er Found on the floor det første værk, der er lavet på denne måde, som er rigtig tredimensionelt (mine smykker plejer at være meget flade!) Ringen er enkel, men farverig. Elegant, men ’street’. Kvaliteter, som jeg altid giver mine smykker. Og så endnu en lille detalje som jeg holder af: Værket kombinerer funktionalitet og udsmykning - fordi den er både en nålepude og en ring. Det var fysisk meget krævende arbejde og det resulterede i en ødelagt synål og blødende fingre. Som altid var jeg udmattet, men meget glad, da det sidste sting var på plads og jeg følte det, som om jeg havde besteget et bjerg da jeg endelig var færdig!

Hvilke materialer og/eller teknikker har du brugt?

Broderistof, knyttetråd, bomuldsfyld, knappenåle og plastikring.

Broderi og syning.

Titel: Found on the Floor
Ordning: Smykker
SKF/SKFA/SKFK-nummer: SKFK-2013-017
Type: Fingerring
Materialer: Broderistof, knyttetråd, bomuldsfyld, knappenåle og plastikring
Dimensioner: 6,2 × 8 × 4,5 cm
Indkøbssted: Det Unikke Danske Smykke. 8. juni – 30. august 2013, Kunstetagerne, St. Torv, 9500 Hobro
Produktionsår: 2013

GEOGRAFISK PLACERING

billeder (1)

EN DEL AF FØLGENDE TEMAER (1)

Powered by eMuseum
Udskriv
Forstør tekst
Læs tekst højt