Om udlån af smykker

/
I FORBINDELSE MED SÆRLIGE BEGIVENHEDER I IND- ELLER UDLAND, F.EKS. OFFENTLIGE ARRANGEMENTER, PREMIERER, FERNISERINGER MV. KAN DU SØGE OM AT LÅNE ET SMYKKE FRA STATENS KUNSTFONDS UNIKKE SAMLING.


Derfor udlånes smykkerne

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design indkøber løbende smykker af landets bedste smykkekunstnere. Det gør de dels for at støtte nulevende kunstnere, dels for at give danskerne muligheden for at møde smykkekunst af høj kvalitet.

Fonden har siden 2007 udlånt smykkerne til danskere, der skal afholde-, deltage i-, eller har en ledende eller aktiv rolle ved særlige begivenheder af offentlig, officiel eller kunstnerisk karakter. Ønsket med dette tiltag er at udbrede kendskabet til dansk smykkekunst.

Hvem kan låne smykkerne?

  • Medlemmer af Folketinget, regions- og byråd, ministre m.fl., som skal deltage i en officiel begivenhed.
  • Andre personer, som har en aktiv rolle ved en offentlig eller officiel begivenhed.
  • Kunstnere, som skal afholde- eller deltage i en fernisering, koncert, oplæsning, premierevisning mv.

Hvilke begivenheder kan der lånes til?

Smykkerne kan lånes til officielle begivenheder i Danmark, Vesteuropa, Nordamerika eller Australien. Officielle begivenheder kan f.eks. være offentlige arrangementer, fejringer, jubilæer, årsmøder, prisoverrækkelser, premiereforestillinger mv.

Du kan her møde nogle af ordningens brugere, som fortæller om deres erfaringer med ordningen

I januar 2013 åbnede fondens Design- og Kunstudvalg desuden muligheden for udlån af fondens smykker til filmproduktioner. Læs mere om smykkeudlån til filmproduktioner.

Vil du låne et smykke?

Inden du kan låne et smykke, skal du søge om oprettelse i lånerkartoteket ved at udfylde et låneansøgningsskema. Dernæst kan du søge om lån af et bestemt smykke.
Efter låneansøgningen er blevet accepteret, vil du blive kontaktet og kan efter aftale afhente smykket på Designmuseum Danmark, København. Er du bosat uden for København, får du smykket tilsendt med posten.

Grundet smykkernes værdi, tager Statens Kunstfond forbehold for følgende:

  • Smykkerne udlånes kun til begivenheder, der finder sted i Danmark, Vesteuropa, Nordamerika eller Australien.
  • Nogle smykker kan ikke sendes med posten, men skal afhentes personligt på Designmuseum Danmark. Disse er markeret med et B i beskrivelsen af smykket.
  • Enkelte smykker er så skrøbelige, at de ikke længere udlånes. Disse vil være markeret med et C i beskrivelsen af smykket.

Bemærk, at behandlingstiden for en ansøgning om oprettelse i lånerkartoteket kan være op til 14 dage. Den efterfølgende behandling af en tager ca. 5 dage.
Læs vilkår for lån af smykker

De køber smykkerne

Det er Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design, der indkøber smykkerne på udstillinger eller direkte hos kunstnerne.

Læs mere om Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design.

FORSIKRINGSFORHOLD

Når du låner et smykke, er det Statens Kunstfonds forsikring, der dækker ved brand, tyveri samt tab og beskadigelse. Dog tages forbehold for følgende:

  • Smykkerne udlånes af forsikringsmæssige grunde kun til danskere, der skal deltage i særlige begivenheder, der finder sted i Danmark, Vesteuropa, Nordamerika eller Australien.
  • En låner kan højest låne smykker til en samlet værdi af 50.000 kr. ad gangen.
  • Låneperioden kan ikke overstige 2 måneder pr. lån. Overskrides denne frist, dækker Statens Kunstfonds forsikring ikke længere lånet.
  • Forsikringen gælder ikke ved uærlighed omkring lånet, ved udlån af smykket til andre end godkendte ansøger eller ved uforklarlig bortkomst af smykket.

Hvad siger brugerne om ordningen?
Læs interviews med brugere der har lånt smykker, og få inspiration til hvordan du kan bruge ordningen
Læs interviews
Powered by eMuseum
Udskriv
Forstør tekst
Læs tekst højt